21,1 kilometer for fællesskabet, kærligheden og dem, vi savner.

Den 26. september 2027 løber jeg mit allerførste halvmarathon til HCA Marathon i Odense. 🏃‍♀️❤️

Men for mig handler det 21,1 kilometer om meget mere end at krydse en målstreg.

Den 31. oktober 2014 mistede jeg min far. Jeg var knap 20 år gammel og stod pludselig med en sorg, jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle navigere i.

I dag, mange år senere, står jeg i en anden form for sorg. Jeg er i ventesorg med min mor, som er alvorligt syg og er i den tidlige terminale fase af sit liv.

Sorgen er en finurlig ting. Den kommer i bølger, den ændrer form, og nogle gange rammer den, når man mindst venter det. Den kan være svær at forstå og endnu sværere at sætte ord på.

Jeg ved, hvordan det føles at miste et menneske, man elsker. Jeg ved også, hvordan det føles at stå med alle de tanker, spørgsmål og følelser, som følger med, når livet pludselig tager en drejning, man aldrig havde forestillet sig.

Og én ting står særligt klart for mig: Ingen fortjener at stå alene med sorgen. Slet ikke som barn eller ung. ❤️

Derfor har jeg valgt at bruge mit første halvmarathon til at samle penge ind til Børn, Unge & Sorg gennem Team om Sorgen.

Selvom Team om Sorgen har cykling som omdrejningspunkt, har jeg valgt at tage løbeskoene på. For jeg tror på, at det vigtigste ikke er, hvordan vi bevæger os, men at vi bevæger os sammen om en sag, der betyder noget. For sorg skal ikke være noget, vi skal bære alene.

Fællesskab kan ikke fjerne sorgen eller bringe dem, vi elsker, tilbage, vi har mistet.

Men det kan gøre en kæmpe forskel at have mennesker omkring sig, som lytter, støtter og bliver stående – også på de dage, hvor man knap nok kan finde fodfæste.

Jeg er selv så heldig at have verdens bedste selvvalgt familie og familie oppe i kolde nord, som jeg ved vil stå klar i Odense, når jeg løber. Nogle vil heppe på sidelinjen på FaceTime, nogle vil heppe undervejs, andre vil stå ved målstregen. Og når følelserne rammer, ved jeg, at der er nogen til at gribe mig.

Den tryghed, den kærlighed og det fællesskab fortjener alle at opleve. ❤️

Jeg løber for min far, som jeg savner og bærer med mig hver eneste dag. Jeg løber med min mor i tankerne. Jeg løber for alle dem, der har mistet, dem som står i ventesorg eller forsøger at finde vej gennem en sorg, som andre måske ikke altid kan se eller forstå.

Jeg ved, at de 21,1 kilometer bliver en udfordring. Og jeg ved, at jeg sandsynligvis kommer til at krydse målstregen med både tårer, stolthed og en masse følelser (højst sandsynligt i gråd og forventning med en velfortjent bajs efterfølgende).

Men jeg ved også, at jeg ikke skal gøre det alene. For selvom det er mine ben, der skal løbe de 21,1 kilometer, er det fællesskabet, der hjælper mig hele vejen. ❤️

Hvis du har lyst og mulighed for at støtte min indsamling, vil det betyde utrolig meget for mig.

Intet beløb er for lille, og hver eneste donation er værdsat. 21,1 kilometer. Ét skridt ad gangen. For dem, vi elsker, dem vi savner, og dem, der har brug for nogen at støtte sig til.

Af hjertet tak. ❤️

For min far og min mor, for dem som har støttet mig og mor, dem som har hjulpet mig når mine ben ikke kunne fungere - ikke mindst fællesskabet og for hvad det nationale sorgcenter gør for os som står i vores livs vildeste chok og gør det pisse fucking godt med deres seje arbejde de gør.